Fælles værdier, samme rettigheder

Noget vi allerede er blevet enige om

I 1948 skrev landene i FN under på Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Den begynder med, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Der står ingen betingelser bagefter. Ikke om hvor man er født, hvad man tror på, eller hvem ens forældre er.

Det er værd at holde fast i, fordi det flytter samtalen. Når man siger, at alle mennesker har de samme rettigheder, fremsætter man ikke en privat holdning. Man henviser til noget, der allerede er skrevet ned og skrevet under.

Det svære er ikke princippet

De fleste er enige, når det bliver sagt sådan her. Det svære er at holde fast, når det gælder nogen, der ikke ligner en selv, eller nogen man er uenig med. Men en rettighed, der kun gælder dem, man kan lide, er ikke en rettighed. Så er det en tjeneste.

Derfor er prøven altid den samme. Gælder det også her, også nu, også for dem.

Kvinder og børn i praksis, ikke kun i ord

Når noget går i stykker et sted i verden, rammer det sjældent alle lige hårdt. Børn mister skolegang, som de har svært ved at få igen. Kvinder mister adgang til læge og til indkomst. Det er ikke en tilfældig detalje, det er et mønster, og derfor er det også der, hjælpen gør mest.

Stå sammen om det, I er enige om

Man kan være dybt uenige om mange ting og stadig være enige om, at børn ikke skal sulte. Det er nok til at kunne stå ved siden af hinanden. Man skal ikke blive enige om alt for at gøre noget godt sammen.

• Samme rettigheder for alle. Uanset baggrund, kultur og religion.
• Mennesker først. Også når det er ubelejligt.
• Bliv ved. Det er der, det tæller.